1. Valg af dirigent
Calle blev foreslået som dirigent og godkendt af generalforsamlingen.
Calle fastslog at generalforsamlingen var lovligt indvarslet og introducerede dagsorden.
2. Formandens beretning
Pia berettede om året der gik. Vi kan glæde os over høje medlemstal, mange gode sociale arrangementer med god tilslutning samt en løbetræning der takket være især Lange Lars kører på skinner. Og vi har i vinter beskrevet klubbens strategiske fundament, som nu er synligt for alle på vores hjemmeside. Formandens beretning blev godkendt af generalforsamlingen uden protester.
Se beretningen på linket til højre.
3. Kassererens aflæggelse af regnskab
Peter fremlagde et regnskab med fine tal. Især sammenholdt med budgettet for samme periode. Der var tale om en forbedring i forhold til budget på ca. dkk 12.000,-.
Overskudet skyldes bl.a. at vi ikke har brugt penge på foredragsholdere, fyseoterapeut og en aktivitetsdag, som forventet.
Regnskabet kunne naturligvis godkendes
4. Forslag om kontingent forhøjelse
Forslaget om kontingentforhøjelse til dkk 250,- p.a blev vedtaget. Svømmerne bibeholder kontingent på dkk 200,- årligt.
Ifølge regnskabet har vi ikke umiddelbart behov for pengene. Men en kontingentforhøjelse på dkk 50,- årligt pr medlem vil medføre en indtægt på dkk 10.000,- som vi fx. kunne bruge på forbedringer af miljøet i og omkring klubhuset.
5. Forslag om udvidelse af Klubhusets omklædningsfaciliteter.
Det stigende medlemstal medfører at vi har brug for mere plads. Vi har sammen med CMO , Utopia og Odense Kommune snakket om en udvidelse af klubhuset især med henblik på bedre omklædningsforhold.
Vi afventer svar fra Odense Kommune, men der er umiddelbart 3 finansieringsmuligheder:
a) Kommunen laver en leasingkontrakt med en entreprenør og betaler ombygningen over en 10-20 årig periode.
Den løsning vil være uden omkostninger for MMM
b) Brugerne betaler 1/3 af ombygningen og Odense Kommune resten. Det vil betyde at MMM skal betale ca 50.000 kr.
Den model medfører at vi bruger hovedparten af vores likviditet på projektet og derfor har vi brug for kontingentforhøjelsen.
Hvis den løsning bliver aktuel, skal der søges om midler fra "2 til 1 puljen" senest 1. maj og projektet skal af Kommunen prioriteres i forhold til ønsker fra andre foreninger.
c) Brugerne finansierer hele ombygningen. Delvist ved lån. Den løsning vil bestyrelsen ikke stemme for.
Generalforsamlingen blev præsenteret for nogle tegninger af ombygningen, som klubhusets arkitekt Steen Frederiksen fra CMO har lavet. Ombygningen vil omfatte et nyt omklædningsrum, en svalegang mellem den gamle og den nye bygning, et redskabsskur til både MMM og Utopia og et udhæng, med fliser under, ved indgangen til omklædningsrummene.
Generalforsamlingen besluttede at bestyrelsen kunne arbejde videre med projektet og at vi er villige til at indskyde ca dkk 50.000,- om nødvendigt.
6. Kassererens forelæggelse af budget
Vi har budgetteret med dkk 30.000 til ombygning/udbygning. Hvis en leasingaftale bliver mulig, vil vi i stedet bruge de budgetterede ombygningsomkostninger til forbedring af Tårnet og området udenfor klubhuset (fliser, halvtag, havemøbler o.lign.)
Budgettet blev godkendt af generalforsamlingen
7. Behandling af indkomne forslag
Der var ikke indkommet nogen forslag
6. Valg til bestyrelse
Tre bestyrelsesposter var på valg. Alle tre for 2 år. Pia, Peter og Kurt modtog alle genvalg.
7. Valg af suppleanter
Som nye suppleanter blev valgt Helene og Kim. Begge for 1 år. Vi ønsker dem velkommen
8. Valg af revisor
Alex blev genvalgt som klubbens revisor.
9. Eventuelt
Under eventuelt blev der foreslået indkøb af babyjogger. Dette vil blive diskuteret på en klubaften sammen med evt, andre ønsker.
En stor flok skal til Berlin ½ maraton i foråret. Disse blev erindret om at tilmelde sig pastaparty og sejrsmiddag.
Der blev forespurgt om tilskud til transport ved klubrejser. Også dette vil blive diskuteret på en klubaften, hvor vi har klubbens økonomi som tema.
Generelt en fin aften med god stemning, masser af medlemmer og dejlig pizza. Vi glæder os til næste år.
|
|